Frivillig familieven

FAMILIEVEN / ”ReserveBedste”

 

I vores familieven-program knyttes en voksenven til en familie, hvor et eller flere børn 6 år eller derunder.

 

Hvem

Der er for det meste tale familier om med en enlig forælder, oftest en enlig mor, med spinkle eller svære familieforhold. Det kan være  på grund af skilsmisse, dødsfald, sygdom, lange afstande eller lignende. Og venne-netværket er måske begrænset.

Familievennerne er ofte modne kvinder, mænd eller par i alderen 35 – 70 år, som har tid og lyst til samvær med en lille familie. Deres livserfaring giver et godt grundlag for at fungere som ligeværdig sparringspartner.

 

Hvad

Familievennen besøger og tager del i familiens liv 2-4 gange om måneden. Samværet kan foregå omkring en gåtur, en lille udflugt, en indkøbstur, eller en hyggelig hjemmedag med snak, leg og måske madlavning. Parterne bestemmer selv. Det væsentlige er, at barn og forælder oplever en person, som interesserer sig for familiens og ikke mindst barnets ve og vel. Familievennen inspirerer og giver sparring på baggrund af egen livserfaring og egne erfaringer med børn, men har ikke som sådan en egentlig rådgiverfunktion. Det er et ligeværdigt venskab, der er kernen.

Hvis begge parter ønsker det og barnet er tryg ved det, kan familievennen efter nogen tid i nogle tilfælde være alene med barnet. Alene-samværet kan foregå hos familien, på ture ud af huset eller hjemme hos familievennen.

 

Hvordan

Børns Voksenvenner besøger og interviewer kandidater til familieven-programmet. Målet er at få et godt kendskab til familievennen som afsæt for at kunne foretage det bedst mulige match. For det giver de største chancer for, at det bliver en langtidsholdbar relation – et ægte venskab til glæde for alle parter.

Familievenskabet følges og støttes af Børns Voksenvenner i mindst et år. Familievennen skal det første år deltage i mindst fire erfaringsmøder, hvor man udveksler idéer og erfaringer med andre voksen- og familievenner. Herudover står foreningens børnefaglige konsulenter til rådighed som sparringspartnere for både forælderen og familievennen.

Lyder familieven-projektet som noget for dig, så kontakt Børns Voksenvenner Aarhus her

Godkendelsesforløb for familievenner

De frivillige har ofte overvejet deres engagement grundigt, når de kontakter foreningen. Vi tager os god tid til at besvare spørgsmål og tale med nye frivillige.

De frivillige modtager herefter foreningens informationspakke. Informationspakken indeholder bl.a. et spørgeskema, som udfyldes og returneres. Skemaet skal dels give anledning til refleksion hos den frivillige, dels sikre et bredt førstehåndsindtryk af den frivillige.

Inden næste trin kan der forekomme ventetid, hvorefter vi foretager et hjemmebesøg hos dig. To af foreningens medarbejdere deltager i hjemmebesøget. Med delvist udgangspunkt i spørgeskemaet interviewer vi den frivillige og får indblik i personlighed og baggrund.

Alle frivillige deltager i obligatorisk kursus for voksenvenner. Kurset er et dagskursus superviseret af professionelle undervisere og ses som en del af det samlede godkendelsesforløb. På kurset medbringer de frivillige personlig straffeattest og giver tilladelse til indhentning af børneattest.