Vi søger mænd/kvinder

Hos Børns Voksevenner Aarhus søger vi både kvindelige og mandlige voksenvenner. Vi matcher som udgangspunkt piger med kvinder og drenge med mænd. Da vi har knap så mange henvendelser der går på piger, der søger en voksenven, kan ventetiden her inden der findes et match desværre vare lidt længere.

Vi oplever derfor flest familier med drenge der henvender sig, hvorfor vores behov for mænd er større end kvinder. Et par timer til at se en sjov film sammen eller en tur på legepladsen kan gøre en stor forskel for drengene på ventelisten. Det handler om at finde sit indre legebarn frem og gøre en forskel for en dreng, der mangler voksenkontakt.

Hvorfor matcher vi drenge med mænd?

Mange af drengene bor alene med deres mor og ønsker sig ofte en mand at spejle sig i og se op til. Voksenvennen bliver ofte et stabilt holdepunkt i barnets liv, og venskabet kan være med til at styrke barnets selvtillid og give en ballast, som varer ved resten af livet.

Et spil Minecraft eller en gåtur med hunden – I bestemmer

At være frivillig voksenven behøver ikke være tidskrævende eller uoverkommeligt. Det er op til den enkelte, hvor meget tid der skal investeres – dog med det forbehold at venskabet skal passes. Et par timer to til fire gange om måneden til en gåtur med hunden, madlavning eller et spil Minecraft kan være det, der gør forskellen. Hovedsagen er, at man har tid, lyst og overskud til at være sammen med barnet.

Vi har brug for alle typer

Man behøver ikke være højtuddannet eller komme fra en kernefamilie for at være en god rollemodel. Vi har brug for alle mulige typer, både fantasy-nørden, fodboldelskeren og ham der er frisk på en gåtur. Det vigtigste er, at du har lyst til at engagere dig i venskabet. I virkeligheden handler det jo bare om at hygge sig, grine sammen og have gode oplevelser. For at sikre de bedste forudsætninger for venskabet har vi altid fokus på at matche voksenvennen med et barn, som har samme interesser.

Lyder det som noget for dig, eller en du kender?

Du er meget velkommen til at kontakte vores projektleder, Søren, her, hvis du vil vide mere eller har spørgsmål. Du kan også se hvordan du bliver voksenven, ved at trykke her.